top of page

Diæten

Diæten

Diæten

Diæten for galaktosæmi af i dag giver frihed og mulighed for at spise sundt og varieret, da diæten er enkel og der findes gode alternativer til mælk.

 

Den diæt der følges i Danmark bør være fri for laktose. Dette betyder at man skal:

 

 Undgå mælk og mælkeprodukter - og produkter der indeholder laktose

 

Visse lagrede oste er dog tilladt, som en del af diæten.

 

Man bør være opmærksom på at en del færdigvarer indeholder laktose. 

 

Medicin indeholdende laktose bør undgås.

 

Alkohol er ikke mere skadeligt for galaktosæmi-patienter, end for andre.

Hvad er laktose?

Laktose eller mælkesukker som det også hedder i daglig tale, er en særlig sukkerart/kulhydrat som fortrinsvis forekommer i mælk og mælkeprodukter. Laktose kan også fremstilles kemisk og bruges i flere forskellige færdiglavede produkter som f.eks. stivelse.

Diæt tager tid

Diæten vil tage tid at få lært, og man skal derfor bruge ekstra tid på at lave en kost uden mælk. Man skal lære at læse varedeklarationer og se hvad produktet indeholder, som kan være relateret til laktose.

 

Også i tilfælde hvor familien eller barnet skal ud socialt og man skal bringe egen laktosefri mad med.

Man vil derudover også skulle bruge energi på at få udbredt kendskabet til diæten blandt familie, venner, institutioner, skole, uddannelse, job osv. 

Få fat i en kogebog

Man kan med fordel oplyse de personer i sit netværk - man synes der har behov for at kende til diæten - at der findes en kogebog med god information og laktosefrie opskrifter.

Synonymer på mælk

Mælk og mælkebestanddele har en del synonymer, som du vil lære hen ad vejen, når du skal 

i gang med at handle ind, og det er ikke alle mælkebestanddele som er udelukket af Galaktosæmi diæten, se gerne nedenfor: 

 

Print den evt. ud og hav med i pungen på indkøb (download ved at klikke på PDF-ikonet).

   Hvad kan man IKKE tåle:

   Mælkesukker (det samme som laktose)

   Laktose

   Mælkepulver (sød/let/skummet osv.)

   Valle/vallepulver

   Ostepulver

   Mysepulver

   ”Laktosefri” produkter hvor laktosen er fjernet med laktase

 

   Hvad kan man tåle:

   Mælkeprotein

   Mælkefedt

   Mælkesyre

   Smørfedt

   Smørolie

   Smøraroma

   Kakaosmør

   Osteløbe

 

 

Visse ”Laktosefrie produkter” er forbudte!

 

Vær opmærksom på, at der findes ”Laktosefrie produkter” som er fremstillet ud fra komælk - men disse er ikke tilladte i diæten!

 

Selve produktet er fremstillet på komælk. Men ved en filtrering fjernes 40 – 60% af laktosen. Resten af laktosen fjernes ved tilsætning af enzymet laktase, der nedbryder laktose til monosakkarid, det vil sige glukose og galaktose.

 

Desværre forbliver al galaktosen tilbage i produktet efter behandlingen og produktet vil derfor stadig være forbudt i diæten.

 

Da det er tilladt iflg. Varedeklarationsloven at kalde et produkt for ”laktosefri”, når det har gennemgået sådan en proces - skal du være ekstra opmærksom på disse produkter og nærlæse varedeklarationen.

 

Så husk altid ingen laktosefrie produkter, der er lavet på komælk.

Regler for varedekl.

Regler for varedeklarationen 

Når du skal handle og lære at læse på varedeklarationen, er du hjulpet på vej i forhold til at blive gjort opmærksom på de 14 mest kendte allergier i EU. Der er vedtaget et EU direktiv der betyder at alle 14 allergener i fødevaren skal fremhæves i ingredienslisten, f.eks. ved hjælp af en anden skrifttype, skriftstørrelse eller baggrundsfarve.

 

Selve ingredienslisten skal omfatte alle ingredienser i fødevaren i aftagende rækkefølge efter vægt.

 

Forbrugerne skal kunne få information om indhold af allergene ingredienser, også når der er tale om ikke-færdigpakkede varer. Ifølge fødevareinformationsforordningen er det obligatorisk at oplyse om indhold af allerg​​ene ingredienser for alle fødevarer, også uemballerede. 

 

Derfor skal bagere, slagtere, restauranter, spisesteder og lign. også kunne oplyse deres kunder om de allergene ingredienser, der er til stede i ma​​den.

EU-direktiv med fokus på MÆLK

Her kan du se de 14 allergener som EU direktivet omfatter, og heldigvis er mælk også på listen og dermed laktose

  • Gluten​

  • ​Krebsdyr 

  • Æg

  • Fisk

  • ​Jordnødder

  • Soja

  • Mælk

  • ​​Nødder

  • ​Selleri

  • ​Sennep 

  • ​Sesamfrø

  • Svovldioxid

  • Lupin

  • Bløddyr

Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside her

Madlavning

Madlavning

Hvad er laktose?

Laktose eller mælkesukker som det også hedder i daglig tale, er en særlig sukkerart/kulhydrat som fortrinsvis forekommer i mælk og mælkeprodukter. Laktose kan også fremstilles kemisk og bruges i flere forskellige færdiglavede produkter som f.eks. stivelse.

Når du skal lave laktosefri mad, kan du bruge egne opskrifter og almindelige kogebøger. Principperne, der gælder er som følgende.

Princippet for laktosefri madlavning
 

  • Udelad mælk og mælkeprodukter og erstat med andet

  • Undgå levnedsmidler med mælkebestanddele

  • Udelad fedtstoffer, der kan indeholde mælkebestanddele og erstat med en anden form for fedtstof.

 

Brug kogebogen

Galaktosæmiforeningen har lavet en kogebog med information og vejledning i laktosefri madlavning. Kogebogen indeholder selvfølgelig også en masse gode laktosefri opskrifter. Du kan finde den under vores login-side.

Alternativer til mælkeprodukter

Alle fødevarebutikker, større som mindre har et udvalg af gode alternativer til mælkeprodukter.

Der findes i dag et større og større udvalg af gode laktosefri produkter da det er blevet mere normalt ikke at drikke mælk, men at tilvælge plantebasede produkter til sin kost. Dette kan også skyldes at der bliver flere og flere vegetarer eller veganere. Eller andre allergier der skal holde diæt.

 

Helsekostbutikker har naturligvis også et stort udvalg af alternative produkter.

Der findes flere gode firmaer som fremstiller og udvikler rigtig lækre laktosefrie produkter, også  i Danmark. Disse produkter er populære i dag og efterspurgte - en kæmpe fordel for personer med Galaktosæmi og deres kontakter.

ALTERNATIVER TIL MÆLK

Som erstatning for mælk findes f.eks. :

HAVREDRIK, SOYADRIK, RISDRIK, MANDELDRIK, KOKOSDRIK o.a.

 

Disse drikke kan også findes som f.eks. Kokosmælk osv., men i dag må plantebaserede alternativer faktisk ikke markedsføres under navne som ”mælk” eller andre mejeriudtryk.

Prøv dig frem så vil din erfaring hjælpe dig med at finde frem til, hvad du synes der smager bedst som alternativ til mælkeprodukter.

Mælk kan f.eks. også udskiftes med:

  • Bouillon

  • Frugt eller grøntsags juicer 

  • Kaffe

  • Vand

  • Øl, almindelig eller hvidtøl

 

Forholdet mellem mælk/alternativ til mælkeprodukter er 1:1

ALTERNATIVER TIL FLØDE, PISKEFLØDE, YOGHURT, CREME-FRAICHE

Ligesom sortimentet af plantebaserede mælkealternativer finder du også mange gode

alternativer til f.eks. fløde, piskefløde, yoghurt eller creme-fraiche i supermarkederne.

 

Dog skal du altid sikre dig at produktet er plantebaseret, det vil sige det er udviklet på havre, ris, soya osv.

Alternativer til mælkeprod.
Alternativer til laktosefri fedt.

Alternativer til laktosefrie fedtstoffer

Ligesom sortimentet af plantebaserede mælkealternativer finder du også mange gode

alternativer til f.eks. smør eller laktosefri margarine i supermarkederne.

Bagning og stegning

Når du bager, kan smør og almindelig margarine udskiftes med laktosefri margarine eller alle vegetabilske olier

  • Forholdet mellem smør/margarine og laktosefri margarine er 1:1

  • Forholdet mellem smør/margarine og veg. Olie er 1:1

  • 50 g smør/margarine svarer til ½ dl. veg. olie

  • 100 g smør/margarine svarer til 1 dl. veg. olie

 

OBS

Flydende oliemargarine kan indeholde mælkebestanddele.

Plantemargarine har et højere indhold af vand end smør, derfor tager det lidt længere tid før kødet brunes.

Osteinformation

Osteinformation

Idag er primært lagrede oste blevet tilladte i den danske diæt.

Dette gælder oste der indeholder mindre end 10 mg galaktose pr. kg ost.

Galaktosæmiforeningen har fået analyseret flere oste for indhold af både laktose og frit

galaktoseindhold.

De samlede værdier, dvs galaktose i fri form, er lagt sammen med det der er bundet i laktosen

 

Laktose består af en galaktose-halvdel og en glukose-halvdel.

​De oste der over flere gange er blevet analyseret er både faste og bløde oste. Der er forskel på rest indholdet af laktose/galaktose alt efter hvilken måde osten er fremstillet på. Og dermed også på hvilke slags oste - faste eller bløde - der er tilladte i diæten.

Blandt andet indeholder disse 2 slags oste mindre end 10 mg galaktose pr kg ost, hvilket gør dem tilladte i den danske diæt: 

  • Danbo oste - alle faste oste, som er mellemlagrede eller mere.

  • Samsø - alle faste oste, som er mellemlagrede eller mere.

Klik dig ind på hjemmesidens Login og find resten af listen med et stort og velassorteret udvalg af bl.a. danske, norske, italienske og schweiziske oste. Af disse kan flere også købes i danske butikker.

Kalktilskud

Mælk og mælkeprodukter bør undgås i diæten, og det er derfor nødvendigt at supplere kosten med et kalktilskud (calcium)  for at hjælpe til en bedre knoglemineralisering, og derved undgå afkalkning af knoglerne i voksenalderen. 

 

Da D-vitamin medvirker til at optage mineralet Calcium fra tarmen, er det i de fleste tilfælde vigtigt, at der er tilsat D-vitamin til kalktabletterne. Man bør derfor spise et kalktilskud tilsat vitamin D. Der er forskel på hvor meget man skal have af henholdsvis kalk og D-vitamintilskud om man er barn, ung eller voksen.

 

Der findes forskellige typer kalktilskud, eksempelvis tyggetabletter, tabletter til at sluge eller brusetabletter. Produkterne kan købes i håndkøb på bl.a. apoteker og hos Matas butikker.

Det anbefales at indtage tabletterne efter aftensmaden (i forbindelse med et hovedmåltid) da dette bedrer optagelsen af kalk.

Calcium-anbefalinger efter Nordiske Rekommandationer til dagligt kalktilskud, hvis man ikke drikker mælk

 

< 6 mdr.                        540 mg

6 mdr. – 5 år                 600 mg

6 år – 9 år                     700 mg

10 år – 17 år                 900 mg

18 år -                           800 mg      

Ammende og gravide   900 mg 

 

Opfølgning ved Behandlerteamets kliniske diætister

 

Nordiske rekommendationers gældende anbefalinger af kalktilskud vil blive fulgt tæt af ens kliniske diæt og man vil blive vejledt om ens individuelle behov, set i forhold til kost og evt. undersøgelse ved DEXA-scanning.

Kalktilskud
Merudgift for diæt

Merudgift for diæt

Med galaktosæmi skal man leve på en laktosefri diæt, og så koster det mere end normalt.

Derfor er man – eller ens forældre, hvis man er under 18 år - berettiget til at modtage hjælp fra det offentlige til at kompensere for de ekstra udgifter til at overholde den livslange diæt.

 

Støtten sker ud fra bestemmelserne i Serviceloven.

Du kan finde mere information om merudgifter til hhv. børn og voksne hos DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet:

Merudgifter til børn under 18 år - Servicelovens paragraf 41

Merudgifter til voksne - Servicelovens paragraf 100

HUSK

Hvis du får afslag på en ansøgning om merudgiftsydelse efter paragraf 41 eller paragraf 100 kan du klage over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.

Kommunen har pligt til at vejlede om, hvordan der klages over en kommunal afgørelse. 

Diætpas til ferien

Diætpas til ferien

Når du skal på ferie, vil der altid være spørgsmål vedrørende din kost.

Den europæiske Galaktosæmiforening EGS har i samarbejde udformet en lille tekst, der indeholder alle væsentlige detaljer i kosten.

 

Selvom vi gør alt for at sikre nøjagtigheden af ​​denne publikation, er det ikke et lægedokument, hvis du er i tvivl, søg professionel lægehjælp. Materialet er underlagt ophavsretten til EGS.

Du kan finde diætpasset på mange forskellige sprog og udskrive det her.

bottom of page